Velkommen

Når man søger hjælp hos en psykolog, en psykoterapeut eller en psykoanalytiker, er det som regel, fordi man oplever, at ens liv ikke former sig, som man ønsker.

Man føler sig måske begrænset af angst eller depressive tanker, man føler sig stresset eller nervøs, eller man oplever igen og igen at havne i de samme ufrugtbare tankemønstre og smertefulde konflikter. Måske er det i relationerne til andre, at man har det svært. Måske føler man sig handlingslammet og ensom; årene går, og man får ikke realiseret de drømme, man har. I stedet synes livet at passere forbi, uden man selv deltager i det.

Psykoanalysen tilbyder et rum, hvor man gennem samtaler kaster lys over de tilbagevendende konflikter og reaktionsmønstre, som præger ens liv på en uhensigtsmæssig måde.

Jeg tager imod unge og voksne, der ønsker hjælp til at blive klogere på sig selv og få et rigere, mere harmonisk liv. Min tilgang til psykoanalysen er meget åben. Det betyder, at jeg vil tilrettelægge behandlingen ud fra den enkeltes behov, situation og økonomi.

  • Den første, afklarende samtale er gratis.
  • Prisen for følgende samtaler er efter gældende takster, men med hensyn til klientens økonomi. Se under Priser.

Kontakt

Tlf.
2283 2484

Hvad er psykoanalyse?

»Ord var oprindelig trolddom, og ordet har endnu i dag bevaret meget af sin gamle trolddomskraft. Med ord kan et menneske gøre et andet menneske lykkeligt eller drive det til fortvivlelse.«

– S. Freud: Psykoanalyse – samlede forelæsninger (1917), s. 13.

Psykoanalysen blev oprindeligt udviklet af Sigmund Freud (1856-1939). Ifølge Freud er vi ikke altid ”herre i eget hus”, fordi vi også styres af ubevidste kræfter. Freuds metode, som er blevet videreudviklet af bl.a. Jacques Lacan, bliver også kaldt ”The Talking Cure”. Og det er da også, hvad den i al sin enkelhed er: En samtale-kur.

Psykoanalysen bygger på den overbevisning, at det at tale til en, der lytter, kan have en helbredende effekt.

Vores samtaler vil dreje sig om netop det, der falder dig ind den pågældende dag. Det kan være noget, der skete på din vej til analysen eller i går, det kan dreje sig om et barndomsminde, en drøm, dine følelser eller fantasier. Det er gennem samtalen om netop det, der synes vigtigt for dig, at mønstrene i din måde at handle, tænke, drømme og reagere på langsomt bliver tydelige.

Jeg vil som psykoanalytiker lytte og stille spørgsmål på en måde, som man ikke er vant til i dagligdagen. Det skyldes, at psykoanalysen opfatter det enkelte menneske som helt unik – med sin egen helt unikke historie og sin helt egen måde at reagere på.

Derfor forudsætter jeg som psykoanalytiker aldrig, at jeg ved, hvordan en bestemt hændelse oplevedes for dig, eller hvordan en konflikt føltes. Jeg er udelukkende interesseret i at forstå, hvordan du – med dine egne ord – beskriver dig selv, dit liv, dine tanker og følelser. Sammen vil vi forsøge at skabe os et billede af din historie og de ubevidste mønstre, der viser sig at være styrende i dit liv.

Alene det at få tid og rum til at gøre det hver uge i en periode af kortere eller længere varighed kan ifølge psykoanalysen have en helbredende og helende effekt.

Om mig

Jeg er psykoanalytiker, cand. mag. og ph.d.i nordisk litteratur, samt forfatter. Jeg har været ansat som lektor på universitetet i mange år, men arbejder nu udelukkende som psykoanalytiker. Jeg har arbejdet med psykoanalyse i 16 år.

Jeg tilrettelægger analysen efter den enkelte klients behov, både hvad angår, hvor tit vi skal mødes, og hvor længe analysen skal vare. Nogle har behov for at mødes flere gange om ugen, andre kun en gang om ugen. Nogle afslutter forløbet efter nogle måneder, andres forløb strækker sig over flere år.

Louise Zeuthen (f. 1970)
Louise Zeuthen (f. 1970)

Hvor

Jeg tager imod i Sankt Peders Stræde 10A, st.

Sankt Peders Stræde er en lille gade i det centrale København, ca. 5 minutters gang fra Nørreport station.

Du finder frem ved at ringe på ved porten til Sankt Peders Stræde 10-10A. Døren til nr. 10A ligger i gården til venstre, lige når du er kommet gennem porten.

Priser

Første samtale (45-60 min.): gratis
Følgende samtaler (45 min.): 800 kr.
Der ydes op til 50% rabat til studerende og andre i en lignende økonomisk situation.